Paris Jackson i centrum for sin families udelte opmærksomhed – sammen med millioner af TV-seere – ved Michael Jacksons begravelsesceremoni på scenen i Staples Center i Los Angeles. Foto: Mark J. Terrill/Pool
Michael Jacksons datter blev sat på verdens scene, da hun talte om sin far ved mindehøjtideligheden. Millioner af mennesker verden over må have undret sig.
De fører hende frem. Det er kort før tæppefald. Og det er dér, det går helt galt. Lige før vi vender tilbage til TV-studiet, hvor Jes Dorph-Petersen er ved at græde.
Jeg ser hende blive hevet frem til mikrofonen. Iført lille Versace-taske og en Versace-dragt, som familien har fået syet i anledningen, mens hendes onkler og tanter slutter ring om hende, retter på hendes hår og stiller hende og mikrofonen i vinkel for verden.
Datteren står – skær og skræmt – og siger, hendes far var den bedste far, man kan forestille sig. Hun siger, hun elsker ham. Så bryder hun sammen.
»Det er en syg familie,« konstaterer fruen i liggende position i sofaen: »Hvad skal hun derop og stå for? Har de ingenting lært? Var det ikke det, hendes far døde af?«»Det er forretning,« forklarer jeg: »En begravelsesforretning. Jeg vil skrive om det.«TV2 og DR parallelsender det hele direkte, som er der tale om en skelsættende politisk begivenhed. Som en af deres amerikanske kolleger fra NBC sagde med beundringsværdig alvor om folks reaktioner, da Jackson tolv dage tidligere blev erklæret død: »De overværer noget, som selvsagt ikke bliver gentaget. Michael Jackson dør kun én gang.«
MILLIONER GLÆDEDE SIG til en fanfare af et farvel. Hvad vi har fået, var noget andet. I to timer har vi overværet en forestilling, hvor det hed sig, at Michael Jackson begyndte som femårig, at det var en tidlig alder at blive så voldsomt eksponeret i, og at det måtte han og eksempelvis Brooke Shields forsøge at råde bod på ved at opføre sig som børn. Ved at genfinde legen og glemme sig selv.
Derpå slutter de med at hive hans eget barn op. Ud af barndommen og ind i globaliseringens følgespot.
Michael Jacksons brødre rullede et par timer før lillebroderens metalkiste belagt med guld ind i arenaen. Den lignede en buffetvogn beregnet til at holde en stor steg varm i lang tid.
Derpå gik man i gang med at »fejre Michaels liv«, som flere sagde. Hvornår har man sidst set et lig som centrum for en popkoncert, spurgte jeg mig selv. Derefter spurgte jeg fruen. Men hun sov i begyndelsen. Beroliget af en musikanmelder fra Politiken, der talte om begivenheden, som om den handlede om musik. Taler og sange faldt herefter i en næsten endeløs række af lovsang. Hver gang en sanger, skuespiller, politiker eller præst gik ned fra scenen efter at have afleveret sin hyldest til The King of Pop, blev de krammet af Jackson-brødrene. De »ville vise verden mennesket Michael«, forlød det. I den anledning havde de åbenbart indgået en sponsoraftale med Ray Ban-solbriller og et firma, der fremstiller paillethandsker.Telefonen ringede. En ven sagde: »Jeg står nede i 7-eleven. En hel flok mennesker står og stirrer på den der Jackson-højtidelighed, som om det er månelandingen.«»Det er det også,« sagde jeg: »One small step for Michael, one giant leap for mankind.«
»Hvad ville han selv have sagt,« spurgte min ven.
MICHAEL JACKSON SAGDE noget særligt engang. Så særligt, at han forbød, det kom i TV.
Jeg fandt et udskrift på nettet. I 2001 holdt han en tale for et lukket selskab af lærde på Oxford University. Her talte han først og fremmest om at miste sin barndom. Og om hvor vigtigt det var at tilgive manden, der havde stjålet den fra ham ved at sætte ham på scenen.
Læs hele Michael Jacksons tale på Oxford Universitet
»Min far er en hård mand. Han skubbede hårdt til mig og mine brødre fra de tidlige år, så vi blev de bedste performere, vi kunne blive. Han havde svært ved at vise følelser. Han sagde aldrig til mig, han elskede mig. Han komplimenterede mig heller aldrig. Hvis jeg lavede et fantastisk show, sagde han, det var godt. Hvis jeg lavede et OK, sagde han, det var elendigt. Han syntes mere end noget andet klar på at ville gøre os til en kommerciel succes.«
Herefter bedyrede Jackson, at han ikke ønskede medynk fra forsamlingen. Han talte udelukkende om sig selv for at eksemplificere, hvad han så som en global trend: De fleste børn blev nu om dage alt for tidligt afkrævet at være voksne.
»I sjæleår er jeg sikker på, at jeg er mindst 80. I aften står jeg foran jer i mindre grad som et popikon – hvad det så end betyder – og i højere grad som et ikon for en generation, en generation, der ikke længere ved, hvad det vil sige at være barn. Vi er alle produkter af vores barndom. Men jeg er produktet af mangel på barndom … Selvom dette at optræde og lave musik utvivlsomt stadig hører til blandt mine største glæder, så var der i min barndom intet, jeg ønskede mig mere, end at være en almindelig dreng,« lød det i talen.
Den var lang. Han græd to gange undervejs. Og fik stående applaus i ti minutter bagefter.
»HOLD DA OP!« Fruen vågnede i sofaen, da borgerretsforkæmperen Al Sharpton var på scenen i Staples-centeret i Los Angeles. Den lille mand begyndte sin hyldest med den bævende stemme i et stigende tonefald, man kender fra baptistpræster, der søger at bringe en menighed i affekt. Michael Jackson banede åbenbart vejen for, at Barack Obama blev præsident. Det vidste jeg ikke.
Men »Michael gjorde det,« råbte Sharpton i et leje, som var Michael Jackson netop første mand på Månen – ikke første sorte artist på MTV.
Han råbte også til Jacksons tre børn i Versace-tøj på første række, at »der var ikke noget sært ved jeres far. Det var sært, hvad han blev udsat for.« Og alle rejste sig og klappede.
»Okay, vi glemmer bare næsen, chimpansen og iltteltet,« sagde fruen.»Han var bare en dreng, der forsøgte at leve op til sin fars forventninger. Og forsøgte at tilgive faren. Forgæves, åbenbart,« sagde jeg og udpegede på første række far Joe. Denne sad med et sammenpresset ansigt iført tung guldkæde under en hat med skygge. Blikket var rettet mod guldkisten med samme udtryksløse mimik, som da han forleden trådte frem første gang efter sønnens død med »en officiel meddelelse«. Den lød i kortform: »Jeg har startet et nyt pladeselskab«.
Kongresmedlem Sheila Jackson i en meget hvid spadseredragt talte længe og insisterende, som var det en valgkamp. Til sidst løftede hun en slags diplom med Michael Jacksons navn, der vistnok skal hænge i Washington, og gjorde honnør. Flere talere kredsede derefter om, at verden var alt for ond til en alt for god Michael Jackson.
»Ja, ja, bare giv os andre skylden,« mumlede fruen. SÅ SKER DET. Netop som showet næsten har sunget og talt os i søvn, sker det. Alle er oppe på scenen. Familie, venner, præster og optrædende. De har sunget »Heal The World«. Michaels brødre har holdt deres behandskede, solbebrillede afskedstaler.
11-årige Paris føres frem. Der er vanskeligheder med at få mikrofonen ned i højde. Paris er ikke tæt nok på. Tante Janet og brødrene skubber hende frem.»Speak up, sweetheart, speak up,« siger tanten.
Og jeg ved det. Alle ved det. Vi ved det, længe inden hun taler, bryder sammen, føres ud og efterlader Jes Dorph-Petersen siddende i studiet med en opstemmet følelse i struben. Det bliver ikke sidste gang, vi har ondt af Paris Michael Katherine Jackson. Det tager under 20 sekunder, så er hun blevet en del af forretningen.
Hvor rammer artiklen bare plet. Noget nær den bedste artikel jeg nogensinde har læst!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar