
Lige nu kører der en ret interessant debat inde i MSS; om hvorvidt blogs er godt eller skidt. Det hele startede med det simple spørgsmål:
Hvad er din yndlings modeblog?Efter meget kort tid er den endt i en snak om hvorvidt 'Pernille fra Skive' (det løbende eksempel) kan lave en modeblog med substans. Om hun har 'retten' til at kommentere diverse kollektioner og om hun kan anmelde hvad end det nu drejer sig om. Nogle mener at når man ikke har stor kendskab til ALT hvad der ligger bag en designers valg, så er man ikke 'berettiget' til at give sin mening til kende.
Og netop det er jeg fuldkommen uenig i! Jeg ser blogs som subjektive holdninger, der omhandler alt fra highstreet butikker til de store designere til outfits og ikke mindst køb. Nogle gange er man ikke enig. Lige som i den virkelige verden! Men man andre gange rammer den pågældende blogger plet..
For mig kan en kassedame's (endnu et eksempel fra debatten) mening om eksempelvis en kollektion være lige så god som et modeblad. Ikke at jeg vil droppe mine blade, men jeg nyder at man på blogs kan læse de mere subjektive holdninger. Nogle gange med kommentarer om hvordan den enkelte blogger vil bruge et item eller en trend i sin garderobe.
For mig at se er det jo nærmest det samme som at færdes enten i MSS eller på tFS - man flasher outfits og køb, mens man ofte også giver sit besyv med om kollektioner, trends og om diverse designsamarbejde.
Og selvom det flere gange er nævnt i debatten at nogle bloggere er for dikterende og toneangivende i deres måde at skrive på, må jeg erklære mig rørende uenig. Igen ser jeg det som subjektive holdninger, der ikke skal tages for mere end hvad de er! Der er jo ingen (af dem jeg læser med på!) der er erklærer sig selv som modebloggernes dronning eller ligefrem bestemmer hvad der er godt og skidt.
Nu er det så jeg tænker, om jeg er den eneste med den holdning? Hvordan ser du modeblogs eller bare blogs generelt? Som toneangivende og dikterende - eller som rene subjektive holdninger om hvad den pågældende blogger selv finder interessant?
